Unik fra naturens hånd

Levestederne i Vadehavet er en fascinerende demonstration af fysiske kræfter og biologiske aktiviteter, som arbejder sammen, så der skabes betingelser for liv i et skrøbeligt miljø. De danner er komplekst system på tværs af gradvise naturlige ændringer af dybde og saltindhold, højde og tørhed, eksponering for strømforhold og vind samt fysiske substrater, der påvirkes af organismer. Her finder man en uvurderlig optegnelse over fortiden og den aktuelle dynamiske tilpasning af planter, dyr og deres kystmiljøer til globale forandringer. På trods af skrøbeligheden er produktionen af biomasse den højeste i verden og giver mulighed for et stort udbud af føde til fisk, skaldyr og fugle.

Vadehavets større levesteder er organiseret langs en gradvis stigning fra åbent hav til kystnære områder. De spænder fra dybde tidevandsindløb til de højeste klitter.

Levestederne i Vadehavet. CWSS.

Det åbne hav

Transition from mudflat to offshore area. CWSS/Bostelmann.

Den del, der udgør det åbne hav har ikke nogen vadeflader og bunden falder glidende ud mod den åbne Nordsø. Der er en kontinuerlig udveksling af både vand og sedimenter inden for tidevandsområdet. Tilførslen af sedimenter fra den ydre del af det åbne hav er afgørende for kystens modstandsdygtighed, når den reagerer på ændringer i tidevandsområdet, havniveauet og forstyrrelser i forbindelse med stormfloder.

Phytoplankton blomstrer ofte op i dette område, da turbulensen er lav nok til at give tilstrækkeligt med lys og koncentrationen af næringsstoffer er høj. Denne primære produktion på åbent hav når ind til kystnære bunddyr via tidevandskanaler. Desuden driver larver fra bunddyrenes fauna og fisk fra det ydre Vadehav længere ind mod land. Rejer, fisk, dykfugle, sæler og marsvin bevæger sig ufortrødent mellem zoner nær kysten og på åbnet hav.

Tidevandsområdet

Vadefladerne. CWSS/Bostelmann.

Tidevandsområdet dækker de mest karakteristiske levesteder i Vadehavet – vadefladerne, sandbanker påvirket af tidevandsbevægelserne og dyb i områderne bag barriererne.

To gange om dagen frigør havbunden sig langsomt fra havet, før den igen opsluges af højvandet. Ved lavvande mødes havbunden med horisonten og inviterer betragteren til at gå en tur på vadefladerne, som dukker frem og dækker over halvdelen af tidevandsområdet. Man skal imidlertid være forsigtig, da talrige render, nogle af dem minder om små bække, andre af dem er meget dybde, krydser vadefladerne og kan blokere vejen.

Vadefladerne ser muligvis øde ud, men de er fulde af liv. Overfladen består af sedimenter og er stort set helt dækket af kolonier med mikroskopiske alger og bakterier. Havgræs, som blotlægges af tidevandet, kan også opsamle fine partikler. Ude af syne findes der sandorme – vadefladernes gartnere og med omkring en milliard individer er det den største ormepopulation i verden. Sandormens kontinuerlige genanvendelse af sedimenter fra overfladen gør, at sandarealer bliver ved med at være sand og ikke bliver til mudderbanker. Deres stilfærdige arbejde medfører at sandormene genanvender det øverste lag af sedimenter 10-20 gange om året. Med deres hjælp bliver de anoxiske sedimenter beriget med ilt, hvilket øger bakteriernes aktivitet. Alle sandorme efterlader iøjefaldende "spaghetti-bunker" – fækale høje med sammenrullede tråde af sand.

Den anden halvdel af tidevandsområdet består af sandbanker, der ligger under tidevandets bevægelser og dyb, som forgrener sig i stadigt mindre bække (priller) og vandløb ud over vadefladerne. De fungerer som tilflugtssted for vadefladernes fauna, når forholdene bliver for barske. Når der er ebbe, migrerer særligt krabber, rejer og fisk til området under tidevandsbevægelserne og vender tilbage med den næste flod. Svampe, sækdyr og hydrozoernes polypkolonier er for det meste begrænset til sandbanker, der ikke bliver fritlagt under tidevandsbevægelserne. Området lige under og i den laveste del af tidevandsområdet er det primære levested for særligt suspensionsædere, muslinger og østers. Muslinger sætter sig på hinanden, ophober sedimenter over årene og giver dermed levesteder til flere og flere arter indtil en kraftig storm eller en isflage en vinter skurer det hele væk.

Flodmundinger

Weser Å. Bioconsult.

Vadehavet påvirkes af flodmundingerne fra fem primære vandløb: Varde Å i Danmark, Ejderen, Elben og Weser i Tyskland og den tysk-hollandske Ems. Flodmundinger er tidevandspåvirkede overgangszoner mellem hav- og vandløbsmiljøerne. Oftest udgør flodmundingerne de primære vådområder nær kysten. I Vadehavet danner flodmundingerne levesteder, men de er imidlertid ikke dominerende. De er relativt små i forhold til Vadehavets havområder.

Men ikke desto mindre er de utroligt relevante for Vadehavets økosystem, fordi de forsyner vandløbsmiljøet med nærringstoffer og også giftige stoffer. De er også transportveje for diadrome fisk som fladfisk, smelter og ål. Og de danner et særligt levested, der er karakteriseret af kraftige skift i saltindhold, tidevandsbevægelser og grumsethed, og som bebos af forskellige obligate brakvandsarter.

Til forskel fra Verdensarv Vadehavet er flodmundingerne imidlertid blevet kraftigt ændret af menneskelige aktiviteter, og det er kun nogle dele, der er beskyttede som naturområder.

Marskområder

Amrum. Martin Stock / LKN-SH.

Marskområder bliver kærligt kaldt "Neptuns have" og danner overgangszonen mellem hav og land. De er naturligt forekommende åbne græsområder med meget smukke og forskelligartede planter, der er specifikke for levestedet. Marskområder kan have en rigdom af blomster, de kan have en forskelligartet blanding af specialiserede planter og generalister, der er tilpasset de særlige omskiftelige levesteder, eller de kan være helt dominerede af en eller to græsarter.

Generelt set falder diversiteten fra den hyppigt oversvømmede pionerzone til den øvre del af marsken, som sjældent står under vand. Man finder de mest specialiserede marskplanter i den nedre zone, mens den øvre marsk indbefatter generalistplanter, der er mere alment tolerante og også kan findes udenfor marskområderne. Marskplanterne kan enten tilpasse sig til saltniveauet eller regulerer saltindholdet i deres celler.

Hver gang marskområderne oversvømmes efterlades der sedimenter, som får levestedets bund til at vokse over tid. På den måde modstår marskområderne i det store hele havniveauets stigning og vokser i et lignende tempo.

Strande og klitter

Rømø. Martin Stock / LKN-SH.

Strande og klitter ved kysten udgør et samlet system af levesteder. Sand blæses ind mod landet fra de tørre dele af stranden og bliver fanget af forskellige pionerplanter, så der udvikles klitter. Over 20 m i højden bliver vindstyrken for kraftig for sandhjælme til at sænke transporten af sand, så der opstår nøgne klitter. De flytter sig for det meste fra vest mod øst under påvirkning af den herskende vindretning. De spektakulære klitter på barriereøerne er tegn på den vedvarende tvekamp mellem vindes flytning af sand og levende organismers stabilisering af den. Vandreklitter kan nå læsiden af barriereøer og forsyner derfra strande og vadeflader med nyt sand. Med et par undtagelser (fx halvøen Eiderstedt og Skallingen) er klitterne afgrænset til Vadehavets barriereøer.

Strande og klitter er økologisk set forbundet med andre levesteder, ikke bare på grund af transport af sand, men også af fugle, som behøver strande og klitter til at samle mad, bygge reder og raste. To fuglearter på listen over truede dyrearter, den hvidbrystede præstekrave og dværgternen, foretrækker at bygge rede på lavvandede strande, hvor bølgernes energi spredes ud, eller i overgangsområderne til strande, hvor brændingen er tæt på land. Deres overlevelse er truet, fordi de foretrækker den slags strande til redebygning, som er de mest populære mål for fritidsaktiviteter. Om vinteren er snespurven en almindelig besøgende langs den daglige vandstandslinje.